Page 7 - Kender du Bibi
P. 7
Forord
I Danmark er der 565, der hedder Bibi, så det er ikke hver dag, man møder en
navnesøster. Derfor får man nemt en fornemmelse af, at man er den eneste i verden
og derfor ’ejer’ navnet. At man har eneret på at hedde Bibi.
Vi er opvokset i to vidt forskellige generationer og har haft forskellige oplevelser
og følelser omkring vores navn, men altid været bevidste om, at vi havde et særligt
navn – på godt og ondt. At vi var en ener.
7
Vi har begge stået i en situation, hvor vi tilfældigt har mødt en anden Bibi og tænkt:
Undskyld, men det kan du altså ikke hedde, for det er mig, der hedder det. Det er
MIT navn.
Vi har begge gået rundt med en fornemmelse af på en eller anden måde at skulle
leve op til at være en Bibi. Uden at vide, hvordan man så skulle være.
Det blev til en fælles nysgerrighed på at møde nogle af alle de andre Bibi’er for at
undersøge, om der er et særligt stof, som gør, at mennesket bliver navnet – eller om
navnet bliver mennesket.
Det blev startskuddet til ’Kender du Bibi?’ En rejse i et særligt navn.
Vi har mødt 100 Bibi’er. Mange af dem havde aldrig mødt en anden Bibi før – og
var gået gennem livet med en følelse af at have eneret på at hedde netop det. Nu
er de en del af denne portrætserie og deler navnet med 99 andre Bibi’er (plus to)
sort på hvidt.
I dag deler vi med stolthed vores navn med alle de skønne personligheder, som vi
har mødt gennem de to et halvt år, projektet har været undervejs. (Omend vi hver
især inderst inde nok har en lille djævel siddende, der kradser lidt i selvopfattelsen
og hvisker: Men det er jo dig, der hedder det mest, ikk’...)
Bliver mennesket navnet, eller er det navnet, der bliver mennesket?
Det vil vi lade jer selv opdage undervejs – vi håber, I vil nyde oplevelsen.

